onsdag den 25. juli 2012

Jordbærkager

I slutningen af juni var en uge i Sverige med min kæreste. Dette medførte en masse bageri og lækker mad. Så de næste tre indlæg der bliver postet er fra denne tur.
Jeg havde taget en bagebog og kogebog med til Sverige, hvis nu man skulle blive ide forladt.

Mørdej
150 g mel
100 g koldt smør i terninger
50 g flormelis
1 æg

Mazarinmasse
150 g marcipan
150 g rørsukker
100 g blødt smør
2 æg
50 g mel


Vanilje/flødecreme
2 æg
30 g maizena
korn af ½ stang vanilje
½ l sødmælk
75 g rørsukker
2 dl piskefløde

Andre ingredienser
100 g grofthakket chokolade 60 %
500 g jordbær

Lav mørdejen ved at smuldre smørret i melet, sigt flormelis i og tilsæt ægget. Ælt det hele sammen. Stil mørdejen køligt i 30 minutter. 

Lav derefter mazarinmassen ved at røre marcipan og rørsukker  til en ensartet masse. Tilsæt smør lidt efter lidt. Tilsæt æggene et ad gangen under omrøring. Rør til sidst melet i.

Tag otte små forme eller én stor tærteform. Rul mørdejen ud og beklæd formene med dem, så den når op ad kanten. Fordel mazarinmassen oven på mørdejen.


Bag kagerne i ovnen ved 200 grader i 14 minutter. Har du brugt én stor form, skal kagen bages i 25 minutter.

Imens kagerne er i ovnen laves Vanilje/kagecremen. Først blandes maizena, vaniljekorn og rørsukker i en gryde. Derefter piskes æg i, og til sidst tilføjes mælk. Kog det hele i et ½ til 1 minut under omrøring. Når kagecremen har fået fast konsistens, tages den af varmen. Stil den til afkøling.

Når kagerne er færdige i ovnen skal de stå og køle af. Når kagerne er kolde, smeltes chokoladen i en skål over vandbad. Pensl tærterne med chokoladen.
Til slut piskes fløden til flødeskum. Det blandes med den kolde vaniljecreme. Derefter lægges der et pænt lag på kagerne. Til sidst pyntes kagerne med jordbær skåret i halve.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar